Gå til hovedindhold
Hjem

Top menu

  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice

Main navigation

  • Afdelinger
    • Tanglopperne (7-9 år)
    • Ulvene (9-12 år)
    • Trop (12-16 år)
    • Klan (17+ år)
  • Kalender
  • Gruppen
    • Om gruppen
    • Gruppestyrelsen
    • Ledere
    • Medlemsservice
    • Forældreinfo
    • Hjemve - tips & tricks
    • Forældrepatruljen
    • Søsikkerhed
    • Hyttenyt
    • Tak til
  • Medlemsblad
    • Om Kosten
    • Kosten 2018
    • Kosten 2019
    • Kosten 2020
  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice
  • Bliv søspejder i 4. Hvidovre
Wulffmorgenthaler-stribe
Startdato 25. jul 2026 14:57

Sommertogt 2026 - med Ran og Skibladner II

Så blev det endelig sejlsæson, og sommeren nærmer sig. Det betyder, at årets søspejderhøjdepunkt er lige om den næste pynt: Det er selvfølgelig sommertogt 2026!

Vi skal sejle, bade, lave mad, være flanerende brostensslidere i spændende nye havne, sejle om natten, spille kort, læse bøger, kigge på stjerner, lanterner og fyrkarakterer, sejle og bade igen - og meget meget mere!

Årets sommertogt bliver stort og har kurs mod fjernere kyster end der, hvor vi normalt kan sejle til - derfor lader vi svendborgjollerne blive i Hvidovre og sejler afsted i vores to lækre omegaer Ikaros og Pnyx, spejderskibet Ran og galeasen Skibladner II i samarbejde med FDF Københavns Søkreds (læs mere om dem her: https://fdf.dk/skibladner/).

Togtet start lørdag d. 25/7 kl. 15 på Svendborg Havn. Vi slutter togtet i Svanemøllen lørdag d. 8/8 om formiddagen.

Togtet strækker sig over 2 uger, og du kan som sædvanligt være med en, to eller begge uger:

  • Togtets uge 1: Uge 31, lørdag 25/7 til lørdag 1/8.

    • Påmønstring kl. 15 og ikke senere - det passer med lyntog med afgang fra KBH kl. 12.02

  • Skiftedag lørdag 1/8: Middelfart havn mellem kl. 10-12

  • Togtets uge 2: Uge 32, lørdag 1/8 til lørdag 8/8

Obs: Det er ikke muligt at på- eller afmønstre togtet andre dage end på skiftedagen.


Du spørger måske: Hvorfor den tidlige tilmelding i år? Svaret er: Fordi vi i år ikke bare skal have vores egne både med, som vi helt selv bestemmer over, men også både Skibladner II og Ran, som vi økonomisk hæfter for fra maj måned.


Betaling:

Tilmelding er bindende!

Betaling foregår i 2 rater:

  1. Første rate betales ved tilmelding her på siden senest mandag d. 27. april. Første rate er på 1650 kr for to ugers togt (825 kr. pr uge). Første rate er ens for trop og klan.

  2. Anden rate bliver for tropsspejdere 825 kr. pr uge, dvs en samlet pris på 1650 kr. pr uge eller 3300 kr. for to ugers togt. Betalingen efterfaktureres via medlemsservice til alle, der er tilmeldt dette arrangement og har betalt første rate - dvs I skal ikke tilmelde jer igen.

Den fulde pris for tropsspejdere er lidt under prisen på en uges deltagelse på Sølandslejr. Der er unge-/studierabat til klanen, der betaler 1500 kr. pr uge.

Togtet er som sagt støttet af Hempelfondens Søsatpulje - og mange tak for det!!


Plan for påmønstring på Skibladner lørdag d. 25. juli i Svendborg (for troppen):
Fra ca kl. 14.30: Naja står synligt på havnen ved Skibladner. Det er også Naja, I skal tage fat i, hvis der er behov for det i løbet af dagen.

Kl. 15: Seneste tid for ankomst ved Skibladner. Find Skibladners position her, så I ved, hvor skibet ligger: https://www.vesselfinder.com/da/?mmsi=219000446

Kl. 15-15.30 Velkomst på Skibladner. Vi uddeler køjepladser til alle tropsspejdere. Familier er velkomne ombord.

Kl. 15.30-15.45 Farvel til familier, der herefter skal forlade skibet og kajen umiddelbart hvor Skibladner ligger (og enten tage hjem eller vente et andet sted på havnen indtil afsejling).

15.45-17 Vi gør klar til afgang, sikkerhedsbrief og introduktion til Skibladner, inddeling i hold/patruljer mm

Kl. 17 Afgang fra Svendborg havn. Familier er velkomne til at vinke flåden farvel fra kajen.

Jer, der skal påmønstre Ran: Se separat mail til jer.

Kort om, hvilken båd, du kan regne med at sejle på:
Skal du kun med i én uge på sommertogt, sejler du på Skibladner hele den uge - det gælde både i togtuge 1 og 2.
Sejler du med i begge uger, sejler du som udgangspunkt på Ran den ene halvdel af togtuge 1 og på Skibladner den anden halvdel. I togtuge 2 sejler alle tropsspejdere på Skibladner hele ugen.


Sidste aften og togtafslutning: Fredag d. 7/8 holder vi som sædvanlig sidste aften, hvor alle spejdere er inviteret - til mad, fest og hygge og overnatning samt afslutning på togt d. 8/8. Der kommer mere info og separat tilmelding til dette, når togtet nærmer sig. Det foregår på Svanemøllen havn ved Nordhavn (ved søspejderne Grys hytte på Svaneknoppen). 


Togtrute: Togtet starter som sagt i Svendborg (fordi Skibladner sejler Fyn rundt i ugen op til togt og ender her i Svendborg), og derfor kommer togtet til at foregå i det sydfynske øhav med et kort smut til Tyskland og op langs den østjyske kyst. Vi slutter togtet i Svanemøllen havn.


Kommunikation: Vi kommer hver dag på togtet med opdateringer om daglige sejladsplaner, afsejlings- og ankomsttider, billeder, sjove historier mm. Vi vender tilbage med detaljer om platform mm. Der bliver også mulighed for koordinering af transport til/fra skiftehavn for dem, der ikke deltager hele togtet.

I løbet af togtet kan I hele tiden følge tre af fartøjernes position via AIS på f.eks. Marinetraffic eller Vesselfinder.

Her link til vores Omega Ikaros: https://www.marinetraffic.com/en/ais/home/shipid:5934652/zoom:13

Skibladner II: https://www.vesselfinder.com/da/?mmsi=219000446

Ran: https://www.marinetraffic.com/en/ais/home/shipid:155740/zoom:14


Til dig, der er tropsspejder: Vær opmærksom på, at du skal deltage mindst 2 hele dage til forårsklargøring for at komme med på sommertogt. Se troppens årsplan for datoer til forårsklargøring og kontakt tropsledelsen, hvis der er problemer. Så kan vi sammen finde en løsning.

Til dig, der er ulv og rykker op til troppen til standerhejsning i 2. maj 2026: Du skal tilmelde dig én af ugerne på årets sommertogt, eller som du har aftalt med tropsledelsen.

Til dig, der er tropsspejder og rykker op til klanen i løbet af sommertogt: Tilmeld dig begge uger her på tilmelding - den er for både trop og klan.

Til dig, der er klanspejder/en del af juntaen: Husk, at vi laver for-sommertogt i uge 30, fordi vi skal have sejlet klanbådene til Svendborg, hvor det fælles sommertogt starter. Skriv til Mågen, hvis du vil med! Obs: Kun for klanspejdere.


Mandag d. 1. juni kl. 18.15-ca 19.30: Tropsledelsen holder infomøde om sommertogt for alle troppens forældre. Her finder vi også en kontaktperson til hver uge på togtet som vi plejer - overvej, om ikke det er noget for dig. Kom glad på havnen!


Aftensejlads med Skibladner II tirsdag d. 16. juni 2. kl. 17.30-22: https://skibladnerii.nemtilmeld.dk/406/

Vi gentager succesen fra sidste år og tager på en aftensejlads med Skibladner inden sommertogt. Turen er for tropsspejdere og klaner, og det er gruppen, der betaler. Du skal tilmelde dig på linket. Det er muligt at følges med et par voksne ledere/medlemmer af gruppestyrelsen til skibet med afgang fra Åmarken Station med S-toget kl. 16.41 - obs du står selv for billet til transport!




Har I spørgsmål eller andet, vi skal vide? Tøv som sædvanligt ikke med at række ud til lederne!


Vi glæder os!

Mange hilsner

Tropsledelsen, klanledelsen og teamet på Skibladner


Pakkeliste:

Pak som altid vandtæt B-)

Det skal du huske:

  • Sejlertøj (ikke regntøj, så bliver du våd og kold!)

  • Gummistøvler (gerne uden hæl og store riller. Ja, du skal have gummistøvler med.)

  • Almindelige sko

  • Et ekstra sæt sko/sandaler/klipklapper/støvler

  • Busseronne

  • Varmt tøj (aften- og natsejlads bliver koldt, så mindst en sweater, tykke sokker og uldent langt undertøj!)

  • Koldt tøj (dagssejlads og landlov bliver varm)

  • Mere tøj

  • Badetøj + håndklæde + ekstra håndklæde (til når det første bliver vådt)

  • Sovepose, bamser

  • Lagen 

  • Toiletgrej, af alt den slags du nu har behov for

  • Solcreme (en høj faktor min. 30+ og meget af det) + solhat + solbriller

  • Hyggegrej (kortspil, strikketøj, ukulele, bog (ik' din yndlings fra biblioteket...))

  • En drikkedunk og/eller din egen kop (ikke din yndlings eller noget skrøbeligt, den kan blive spist af kølsvinsmonsteret)

  • Mere varmt tøj

  • Sygesikringsbevis samt en kopi til lederne

  • Det blå sygesikringsbevis

  • Pas

  • Lommepenge

  • Det gode vejr og det gode humør

  • Slik og frugt til lederne

Derudover: At skrive til tropsledelsen inden togtets start, hvis du fx tager medicin fast, er allergisk overfor bistik eller lignende - så ved vi, hvad vi skal være opmærksomme på undervejs.


Klaner skal derudover huske:

  • Redningsvest!


Det skal du glemme:

  • Læg mærke til, at der hverken står telefon, mobil, smartphone, transportabel lommecomputer eller elektronisk brevdue på pakkelisten, så lad telefonen og andre elektroniske dimser og dutter blive hjemme i tørvejr - til gavn for hele togtet:) Sommertogt er mobilfrit for tropsspejdere, og hvis du af særlige grunde tager én med alligevel, vil lederne opbevare den sikkert og tørt i løbet af turen. (De fungerer ret dårligt, når de bliver tabt i kølsvinet/havet)

  • Det gælder også højttalere el.lgn. - når vi skal høre musik, er det en fælles beslutning, og der er højtalere ombord

  • Det dårlige vejr, modstrøm og modvind

 
 

Praktisk information

Startdato
25. jul 2026 14:57
Slutdato
8. aug 2026 10:53
Sted
4. Hvidovre Søspejder Gruppe, Strandhavevej 61, 2650 Hvidovre
Enheder
Trop
Klan
Tilmelding starter
30. mar 2026 08:52
Tilmelding lukker
4. jul 2026 23:21
Tilmeld arrangement

Filer

Troppens pakkeliste til print B-)

Kontakt

4. Hvidovre Søspejder Gruppe
Strandhavevej 61
2650 Hvidovre
Danmark

gruppeleder@sospejder.com

Følg os på

Læs vores cookiepolitik her

En del af

Det Danske Spejderkorps logo